Køb af andelsbolig
Andelsboligmarkedet er et marked, hvor du skal rette din opmærksomhed mod forskellige parametre, som er vigtige i forhold til at afgøre, hvorvidt dit forestående køb af en andelsbolig er en sund forretning eller ej. Selvfølgelig kan du ikke sikre dig mod eksempelvis et stærkt svingende prismarked, men med omtanke og fornuftig sondering af terrænet har du alligevel en god mulighed for at træffe et kvalificeret valg.
I de nedenstående afsnit vil vi informere dig om de størrelser, som du skal være særligt opmærksom på i forbindelse med et køb af en andelsbolig. Disse er fortrinsvis af økonomisk karakter og vedrører både dig og andelsboligforeningen. Det viser sig nemlig, at det er en meget god idé at undersøge markedet ordentligt, således du køber en andelsbolig i en andelsboligforening, som har en sund økonomi.
Økonomi og andelsboligkøb
Det er indlysende, at din privatøkonomi spiller en stor rolle, når du skal erhverve dig en andelsbolig. Derfor er det også yderst vigtigt, at du er meget omhyggelig, når du er på udkig efter en andelsbolig. Undersøg for eksempel forskellige bankers udlån til andelsboligforeninger, da der kan være forskel på renter og andet. Visse banker har ligefrem specialiseret sig i forskellige typer af andelsboliglån, som kan være meget attraktive.
Den største fordel ved at købe en andelsbolig frem for en ejerbolig er dog stadig, at du med andelsbolig alt andet lige slipper billigere. Du kommer nemlig ikke til selv at eje din bolig; det er derimod andelsboligforeningen, som står for selve ejerskabet. Det betyder også, at det er andelsboligforeningen, som betaler af på realkreditlånet til din bolig. En logisk følge af dette er, at en ældre andelsboligforening, som har betalt meget af på gælden over flere år er billigere at bo i, end en ny andelsboligforening, som har et eller flere nye, store lån.
Husleje/Boligafgift i en andelsbolig
Huslejen i en andelsbolig består af 2 ting. For det første selve boligafgiften til andelsboligforeningen og dernæst det eventuelle afdrag på banklån.
Har du da efter rådgivning fra en boligadvokat fundet ud af, at du gerne vil købe en andelsbolig, da kan du låne pengene til det i banken. Du skal ikke have et realkreditlån, men et ganske almindeligt banklån til en andelsbolig. De fleste banker opretter specielle lån til andelsboliger, som er på andre vilkår end eksempelvis et lån til forbrug.
Hvad skal du være opmærksom på?
Sammen med din boligadvokat og din bank har du mulighed for at gennemgå andelsboligforeningens økonomi. Det er meget vigtigt, at du er opmærksom på, om andelsboligforeningen har en sund økonomi, da din månedlige boligafgift i sidste ende kan komme til at stige eller falde alt afhængigt af andelsboligforeningens egen økonomi.
I en ny forening vil huslejeafgiften typisk svare til den tilsvarende for en ejerbolig, men med afbetalinger på realkreditlån, så vil denne efter en årrække falde. På samme tid vil en stigning i andelsboligforeningens værdi også føre til en stigning i den pris, du senere vil kunne sælge din bolig for. Vær dog opmærksom på, at det modsatte desværre også vil kunne være tilfældet.
Kan boligafgiften stige?
Sørg for at undersøge markedet godt og grundigt. Ret din opmærksomhed mod sunde andelsboligforeninger og spørg ind til, om der er udsigt til større renoveringer. Renoveringer af tag og så videre er nødvendigvis af det onde, da det kan øge værdien af din bolig, men du skal være opmærksom på, at sådanne tiltag også er med til at øge din boligafgift. Boligafgiften øges hvis andelsboligforeningen optager nye lån og derfor får en større månedlig udgift til realkreditselskabet.